Viborg Kommune udbyder den unikke ejendom Vinkelvej 20
Den tidligere handelsskole, som ligger skønt i grønne områder ved Søndersø tæt på Viborg midtby, sættes nu til salg.
Pressemeddelelser

Nu sælger Viborg Kommune den ca. 32.230 m2 store grund på Vinkelvej 20 med mulighed for op til ca. 17.725 m2 bebyggelse, der kan anvendes til bolig, liberalt erhverv, hotel med videre. Grunden har tidligere huset byens handelsskole. De tidligere skolebygninger findes stadig på grunden og kan eventuelt indgå i et nyt projekt, som dermed både giver mulighed for genbrug og nybyggeri.
Bynært midt i grønne områder og rekreativ natur
Vinkelvej 20 ligger på et kuperet terræn, der mod vest skråner mod søen og giver et smukt søkig gennem den grønne natur. Området byder generelt på mange grønne oplevelser, marker og rekreative faciliteter, der giver grunden et indtryk af en landlig og rolig oase. Samtidig nyder ejendommen godt af en særdeles bynær placering blot 1,5 km fra den historiske bymidte – tæt på et aktivt handelsmiljø, gastronomiske oplevelser og stor, dansk kulturhistorie i domkirkekvarteret.
Unik placering
Vinkelvej 20 har senest i 2022 været udbudt med flere interesserede tilbudsgivere, men uden at blive solgt. Viborg Kommune vurderer, at tiden nu er moden til, at grunden kan skifte hænder.
– Den tidligere handelsskole har en af de absolut bedste beliggenheder i Viborg tæt på både natur og by. I de rette hænder er der mange muligheder for at skabe et projekt, som både er attraktivt som investering og som kan tilpasses den unikke beliggenhed og give noget igen til byen. Jeg glæder mig derfor til at se kreative bud på ejendommens fremtidige anvendelse, siger Viborgs borgmester, Ulrik Wilbek.
Kommuneplanen giver mulighed for, at ejendommen også kan udvikles til bolig- eller erhvervsformål som f.eks. hotel eller domicilbyggeri. På grundlag af det vindende tilbud forventer kommunen at udarbejde en ny lokalplan for ejendommen.
Ejendommen sættes til salg i et projektudbud, hvor tilbudsgiver sammen med købstilbuddet skal aflevere et skitseforslag, som vil indgå i Viborg Kommunes vurdering af tilbuddet.
Fakta om udbuddet
- Udbud af ejendommen Vinkelvej 20, 8800 Viborg
- Se det samlede udbudsmateriale og stil spørgsmål her: Salg af Vinkelvej 20
- Frist for aflevering af tilbud er den 10. juli 2025 kl. 12.00.
Yderligere oplysninger
Ulrik Wilbek, Borgmester
Tlf. 40 78 88 00 / mail: borgmester@viborg.dk
Britta B. Pørksen, Chef for Plan & Byggeri i Viborg Kommune
Tlf. 87 87 55 50 / mail: bbp@viborg.dk
Trine Katrine Ribergaard Skammelsen, Afdelingsleder for Strategi og Udvikling
Tlf. 30 55 47 88 / mail: tska@viborg.dk