start på hovedindhold

Viborgs borgmester får plads i et af de tunge udvalg i KL

Viborg-borgmester fra Venstre, Katrine Fusager Rohde, indtræder i Kommunernes Landsforenings Børne - og Undervisningsudvalg.

Nyheder

Viborg-borgmester Katrine Fusager Rohde (V) indtræder i Kommunernes Landsforenings Børne - og Undervisningsudvalg. 

Den nuværende borgmester og tidligere formand for Børne- & Ungdomsudvalget i Viborg Kommune glæder sig over, at det lykkedes Viborg Kommune at få tildelt en plads i dette KL-udvalg.

- Børne- og ungeområdet har altid stået mit hjerte nær. Og det er en kæmpe fordel for Viborg som kommune at sidde med ved bordet, når fremtidens skole og institutionsliv forhandles mellem kommunerne og Christiansborg. Udfordringerne er jo meget forskellige fra kommune til kommune. Nu får vi muligheden for at præge tingene fra Viborgs perspektiv, siger Katrine Fusager Rohde.

Børne- og undervisningsudvalgets ansvarsområder tæller blandt andet dagtilbud til børn og unge, folkeskolen, forberedende grunduddannelse, videregående uddannelser, undervisningsteknologi og uddannelsespolitik generelt.