I mere end 25 år har Johannes Vesterby været en aktiv og markant skikkelse i lokalpolitik, og i forbindelse med mødet i Viborg Byråd den 18. december fik han overrakt Dannebrogordenens ridderkors af Ulrik Wilbek.
Johannes Vesterbys politiske rejse som folkevalgt begyndte i den daværende Tjele Kommune i 1998, og han har siden kommunalreformen i 2007 haft fast plads i Viborg Byråd som medlem af partiet Venstre.
Efter det seneste kommunalvalg blev han formand for Ældre- og Aktivitetsudvalget, og han er desuden medlem af Teknisk Udvalg. I tidligere valgperioder har Johannes Vesterby været formand for hhv. Beskæftigelsesudvalget og Teknisk Udvalg. Hans engagement i politik begyndte dog allerede i 1990 som først bestyrelsesmedlem og senere som formand for Venstres lokale partiforening i Tjele.
Johannes Vesterby er vellidt og respekteret af såvel kolleger som af kommunens mange samarbejdspartnere på grund af sin mangeårige erfaring og ikke mindst på grund af sit rolige og lune gemyt. Borgmester Ulrik Wilbek fremhæver Vesterbys indsats:
"Johannes har igennem årtier spillet en aktiv rolle i den politiske ledelse af en offentlig sektor under stor og vedvarende forandring. Det er derfor med stor glæde, at jeg har indstillet ham til at modtage det hædersbevis, som et ridderkors er udtryk for."
Johannes Vesterby er født og opvokset på slægtsgården i Løvel, hvor han har boet og drevet landbrug, siden han færdiggjorde sin uddannelse som landmand i 1983.
Dannebrogordenens Ridderkors gives som en særlig påskønnelse til personer, der har gjort en bemærkelsesværdig indsats for Danmark.
CV for Johannes Vesterby
1990: Politisk aktiv i partiet Venstre i Tjele Kommune som bestyrelsesmedlem
1994: Formand for lokalforening i Tjele Kommune
1998-2006: Valgt til Tjele Kommunes kommunalbestyrelse
2003: Medlem af den politiske styregruppe bag udformningen af den nye Viborg Kommune
2006-dags dato: Valgt til Viborg Byråd
2006-2010: Formand for Beskæftigelsesudvalget i Viborg Kommune
2011-2022: Formand for Teknisk Udvalg i Viborg Kommune
2022-dags dato: Formand for Ældre- og Aktivitetsudvalget i Viborg Kommune.
Yderligere oplysninger
Ulrik Wilbek, Borgmester
Tlf. 40 78 88 00 / mail: borgmester@viborg.dk
Johannes Vesterby, Formand for Ældre- og Aktivitetsudvalget
Tlf. 30 85 89 77 / mail: jfv@viborg.dk