You can use Google to translate this website. We take no responsibility for the accuracy of the translation. Using this service may place a cookie on your computer.

SØG
Pressemeddelelse fra 17.04.2024

Ole S. Nielsen vinder prisen Landdistrikternes Ildsjæle 2024

En glad Ole S. Nielsen modtog prisen i forbindelse med årets landdistriktskonference, hvor borgere fra hele kommunen onsdag var samlet i Skals for at få inspiration til at styrke velfærden i landdistrikterne.

Fra venstre: Kim Dongsgaard formand for Landdistriktsudvalget,  Ole S. Nielsen og  Michael Højbjerg formand for Vibland. Foto: Viborg Kommune
Fra venstre: Kim Dongsgaard formand for Landdistriktsudvalget, Ole S. Nielsen og Michael Højbjerg formand for Vibland. Foto: Viborg Kommune

Juryen valgte Ole S. Nielsen for hans imponerende indsats i Tapdrup, med et hav af aktiviteter, der kommer både børn, store som små, unge og ældre til gode. Ole arrangerer både tennistræning, skattejagt og fælles naturvandringer i lokalområdet. Han har været med til at søge midler til et kommende madpakkehus og er en del af bypedellerne i Tapdrup, der bl.a. vedligeholder byens faciliteter.

Alle disse initiativer skaber rammerne for at borgere i Tapdrup kan mødes på kryds og tværs, takket være Oles store engagement og arbejde.

Den glade og stolte vinder takkede for prisen og sagde umiddelbart efter kåringen:

-  Jeg er både stolt og ydmyg. Som ildsjæl er man med til at give noget til andre, og selv får jeg glæde og livskvalitet tilbage. Pengepræmien går selvfølgelig til et formål, som kommer folk i Tapdrup til gode.

De to øvrige finalister, Bodil Skjærris fra Lindum og Jens Verner Justesen fra Klejtrup, var også til stede ved konferencen i Skals Idrætscenter og blev hyldet for deres mangeårige, frivillige indsats i deres lokalområder.

Alle tre finalister modtog diplomer og kunstværker fra kunstner Natasa Heydra fra Rødkærsbro, som i sine værker ofte anvender tekstil med forskellige teknikker. Ole S. Nielsen modtog desuden en pengepræmie på 5.000 kr. fra Viborg Kommunes Landdistriktsudvalg og VibLand, som har indstiftet prisen.

Inspiration til at styrke velfærden i landdistrikterne

Inden prisuddelingen blev konferencedeltagerne inspireret gennem to fælles oplæg om hhv. landsbyernes særlige styrke omkring fællesskab og sammenhold, der får mennesker til at trives ved journalist og forfatter Karen Lumholt, og hvordan velfærden styrkes gennem samarbejdet i Fjordklyngen ved formand for Fjordklyngerådet Inge Carlskov.

Konferencen bød desuden på debat og konkrete eksempler på, hvordan man i kommunen har initiativer, der på forskellige vis sætter borgernes ressourcer i spil lokalt og gør dem til medskabere af velfærd og trivsel.

Formand for Landdistriktsudvalget, Kim Dongsgaard, var selv blevet inspireret efter en god dag i selskab med borgere fra hele kommunen og sagde ved konferencens afslutning:

Jeg håber, at deltagerne også tager inspiration med sig hjem, og ser nye muligheder for aktiviteter, der kan samle borgerne i fællesskaber, der styrker trivslen og velfærden. 

Yderligere oplysninger

Kim Dongsgaard, Formand for Landdistriktsudvalget
Tlf. 25 42 52 91 / mail: kid@viborg.dk

Susanne Bendtsen,
Tlf. / mail: sb9@viborg.dk