Årets første Træn med-arrangement er startskuddet til en række bevægelses-aktiviteter frem mod sommerens Royal Run og folkefest 9. juni 2025 i samarbejde med Viborg Søndermarken IK (SIK) og Viborg Syd Idrætscenter.
Alle unge som ældre, nybegyndere og garvede motionister inviteres til en formiddag fyldt med fællesskab og motion. Deltagerne kan vælge mellem at gå eller løbe one mile (1,6 km) eller den traditionsrige 2,5 km-rute gennem skoven ved Viborg Syd Idrætscenter.
En unik optakt til Royal Run med fællesskabet i fokus
Borgmester Ulrik Wilbek ser frem til at deltage i arrangementet:
- Royal Run er en fantastisk begivenhed, der samler folk på tværs af alder og niveau. Med Træn med-arrangementerne får vi mulighed for at komme i form, opleve fællesskabet og få en lille forsmag på løbefesten allerede nu. Jeg håber, at mange vil gribe chancen for at komme ud og løbe sammen – det er en perfekt måde at starte det nye år på, og alle er velkomne – også selvom man ikke skal løbe den 9. juni. Det handler nemlig om meget mere end bare at løbe den ene dag, vores deltagelse i Royal Run handler at skabe bevægelsesglæde rundt i hele Viborg Kommune.
Flere træningsmuligheder i vente
Dette er blot det første af i alt fem "Træn med"-arrangementer. De næste fire finder sted den første weekend i hver måned frem mod Royal Run i juni.
Arrangementerne byder på varierede ruter og en unik chance for at forbedre formen i fællesskab med andre, og de arrangeres i samarbejde med enten lokale foreninger eller virksomheder.
- Hos Viborg Syd Idrætscenter er vi utrolig glade og stolte over at være værter for den første udgave af Træn Med, Royal Run. Vi synes selv, vi har meget at byde på her i Viborgs sydby, hvor vi er socialt samlingspunkt for mange kulturelle og idrætsmæssige arrangementer. Mange kender vores traditionsrige nytårsløb, og nu har vi muligheden for at mødes til endnu en hyggelig formiddag i godt selskab. Vi glæder os til at byde velkommen til både nye og velkendte ansigter sammen med to af de store idrætsklubber på anlægget; Søndermarkens IK fodbold og håndbold, siger centerleder for Viborg Syd Idrætscenter Keld Jørgensen.
Praktiske oplysninger
- Tid og sted: Lørdag den 4. januar kl. 10.00-11.30 ved Viborg Syd Idrætscenter.
- Ruter: One mile (1,6 km) og 2,5 km, der går gennem den omkringliggende skov.
- Pris: Gratis deltagelse
- Forplejning: Frugt, vand og juice
Yderligere oplysninger
Ulrik Wilbek, Borgmester
Tlf. 40 78 88 00 / mail: borgmester@viborg.dk
Keld Jørgensen,
Tlf. / mail: keld@viborgsyd.dk