You can use Google to translate this website. We take no responsibility for the accuracy of the translation. Using this service may place a cookie on your computer.

SØG
Pressemeddelelse fra 15.03.2024

Stor interesse for at studere i Viborg

Fredag var sidste mulighed for at søge ind på uddannelser via kvote 2, og tallene viser en markant øget interesse for at læse i Viborg

Der er stor søgning til uddannelserne i Viborg Kommune, hvilket var tydeligt, da AU Viborg holdt åbent hus den 2. marts / Foto: Andrea Lif Benediksdóttir
Der er stor søgning til uddannelserne i Viborg Kommune, hvilket var tydeligt, da AU Viborg holdt åbent hus den 2. marts / Foto: Andrea Lif Benediksdóttir

Der kommer masser af nye studerende til Viborg i efteråret 2024. I hvert tilfælde at dømme ud fra antallet af kvote 2 ansøgninger til uddannelsesinstitutionerne i kommunen.

Der er nemlig tale om en markant stigning fra 2023 til 2024 hos de to uddannelsesinstitutioner Dania og VIA.

Derudover har AU Viborg for første gang optag på de tre nye uddannelser dyrlæge, dyrevidenskab og plantevidenskab. Tallene for antallet af ansøgere bliver offentliggjort senere fredag, men med over 400 interesserede til åbnet hus, og en generelt stor interesse for de tre uddannelser, er forventningerne høje.

Og det glæder borgmester i Viborg Kommune Ulrik Wilbek:
- Vi har sat rigtig mange initiativer i gang for at gøre Viborg til en endnu bedre studieby, og jeg er glad for at se, at så mange ønsker at studere i Viborg. For Viborg Kommune handler det nu om at give de mange studerende så god en oplevelse, at de også vælger at flytte hertil, siger Ulrik Wilbek.

Flere ansøgere på Dania
Erhvervsakademi Dania har i 2024 modtaget 53 førsteprioritetsansøgninger, hvilket er 13 procent flere end i 2023.

Den mest søgte uddannelse er dataanalyse, og rektor Anders Graae Rasmussen fra Erhvervsakademi Dania hæfter sig først og fremmest ved den generelle stigning:
- Vi glæder os over, at der fortsat er mange unge mennesker, der vælger vores videregående uddannelser i Viborg, som retter sig mod erhvervslivet. På den måde kan vi hjælpe med den store efterspørgsel efter arbejdskraft på det private arbejdsmarked.

Rift om pladser
På VIAs uddannelser i Viborg er der fremgang flere steder. På animationsuddannelsen på The Animation Workshop har man igen i år modtaget langt flere ansøgninger, end der er studiepladser til – i alt 510 førsteprioritetsansøgninger til 52 pladser. 

På den nye softwareingeniøruddannelse har man modtaget 11 førsteprioritetsansøgninger til de i alt 45 pladser.  

- Medarbejdere med speciale i XR-teknologier er efterspurgte hos virksomheder i og omkring Viborg. Derfor glæder det os, at den har fået en god start her i kvote 2 – og håbet er, at der kommer endnu flere ansøgere gennem kvote 1 den 5. juli, hvor ingeniøruddannelserne traditionelt set får flest ansøgninger, lyder det fra Lotte Thøgersen, der er uddannelsesdekan for VIAs ingeniøruddannelser. 

På uddannelsen til sundhedsadministrativ koordinator har man modtaget seks flere førsteprioritetsansøgninger end sidste år, mens læreruddannelsen i Skive, der organisatorisk hører til Campus Viborg, har modtaget fire mere. Sygeplejerskeuddannelsen holder status quo. 

Lang ventetid
Selv om mange studerende allerede nu glæder sig til en studietid i Viborg, må de dog vente nogle måneder endnu. Der er nemlig mulighed for at søge gennem kvote 1 helt frem til 5. juli, og først i slutningen af juli, får de studerende besked om, hvorvidt de er kommet ind på deres drømmeuddannelse.

Der er i øvrigt også en række uddannelser i Viborg, hvor det slet ikke er muligt at søge ind via kvote 2, men hvor alle ansøgere har mulighed for at søge frem til 5. juli.

Det gælder blandt andet maskinmesterskolen, hvorfra meldingen også er, at det allerede nu ser meget positivt ud med antallet af ansøgere til det kommende semester.

- Vi har store forventninger til sommerens optag på maskinmesteruddannelsen, der indtil nu har været meget populær blandt de uddannelsessøgende i Viborg. Det er meget positivt, at der nu kommer flere studerende til byen, så vi kan få et endnu bedre studiemiljø i byen, siger Anders Hanberg Sørensen, Rektor, Aarhus Maskinmesterskole

Yderligere oplysninger

Ulrik Wilbek, Borgmester
Tlf. 40 78 88 00 / mail: borgmester@viborg.dk