Hald Sø og Dollerup Bakker
Oplev et af Viborg-egnens mest kendte naturområder med dybe søer, stejle bakker, storslåede udsigter og spændende kulturhistorie. Her er afmærkede stier, bademuligheder og naturoplevelser året rundt.

Hald Sø og Dollerup Bakker byder på et varieret landskab med skove, hede, sø og stejle skrænter formet af istiden.
Området rummer flere afmærkede vandreruter, der fører dig gennem nogle af Midtjyllands mest markante landskaber. Undervejs kan du opleve flotte udsigtspunkter, besøge De fem Halder – et enestående kulturhistorisk område med ruiner og spor fra mere end 800 års danmarkshistorie, eller tage en pause ved søbredden.
Uanset om du går en kort eller lang tur, er der stor mulighed for at opleve både natur, historie og et rigt plante- og dyreliv.
Fakta
- Rute: Flere afmærkede ruter i området - fra under 1 km til over 10 km.
- Start: Der er flere p-pladser i området, bl.a. Ravnsbjergvej 70.
- Faciliteter: Infotavler, bord- og bænkesæt og muldtoiletter, bålplads ved Skytteholm, legepladsen Børnenes Hald mellem Hald Hovedgård og Niels Bugges Kro og lejrplads ved Inderø Skov.
- Tilgængelighed: Handicapvenlige stier findes ved Dollerup Ishus, Ravnsbjerg, Inderøen og Skytteholmen. Ved Ishuset er der handicapegnet toilet.
- Hund: Hunde skal holdes i snor. Der findes en hundeskov i udkanten af Inderøen.
- Særligt for området: Storslået udsigt, De fem Halder, bademuligheder og lystfiskeri.
Godt at vide

Hald Sø er en af Danmarks reneste og dybeste søer og omgivet af et fredet naturområde på 1.600 hektar.
Særlig fine udsigter fås fra tårnet på ”Hald Slot”, fra ”Niels Bugges Bænk” på Ravnsbjerg, kiosken ved Dollerup og fra skrænterne ved Bisballe syd for søen.
Der kan bades ved søens sydende og ved Skytteholm i nordenden.
Der må fiskes i søen fra robåd, fra søbredden neden for Hald Hovedgård og i mølledammen ved Dollerup Mølle. Børn må også fiske fra badebroen i søens sydende i følge med voksne.