Søskende: 1. barn og 3. barn

Forældre til tredje barn har en helt anden erfaring at trække på end ved det første - og bruger den, som de gør i alt andet ved opdragelse. Det er ikke forskelsbehandling; det er at kende sit barn og sin hverdag bedre. Men børnene oplever det ikke altid sådan.

Den ægte oplevelse

“Det er uretfærdigt” skal tages alvorligt

Storesøskende ser ofte, at de mindre må mindre - eller omvendt, at lillesøster får lov til ting tidligere, end de selv måtte. Følelsen forsvinder ikke ved at sige “sådan er det bare”. Tre greb gør forskellen forståelig.

Tryk på et punkt for at se detaljer.

Det er okay, at det ændrer sig

Rammerne flytter sig - bevidst, ikke tilfældigt

Man bliver mere rolig og mindre bange ved barn nr. 3 - og slækker måske lidt.
Hverdagen er mere travl, så noget får lov at glide, som var stramt før.
De små lærer af de store og møder indhold tidligere, end de første gjorde.
Det vigtige er ikke at gøre det ens, men at gøre det bevidst - og kunne forklare hvorfor.

TIP >> Hold fast i de få ting, der gælder for alle (fx skærmen sover ikke på værelset), og vær fleksibel med resten. Fælles kerne, individuel ramme.

Børn kan rumme forskellige regler - de kan bare ikke rumme forskelle, ingen forklarer.

Sådan gør i forskellen fair

Tre sætninger at have klar

Forklarer forskellen	Skaber mistanke
“Reglerne følger, hvad du har brug for lige nu.”	"Fordi jeg siger det."
“Du måtte heller ikke det her som otteårig.”	"Sådan er det bare."
“Nogle ting gælder for jer alle - fx skærmen om natten.”	“Din søster er bare mere fornuftig.”

Forskel er ikke uretfærdigt - uforklaret forskel er

Når børnene forstår hvorfor, kan de leve med, at reglerne ikke er ens. Det er forklaringen, ikke ensartetheden, der skaber ro.