Kvalitetsstandarder
Serviceloven §§ 101 og 101a
Tilbud om behandling til personer med stofmisbrug
Hvis du er borger over 18 år med et stofmisbrug, har du krav på at modtage et tilbud om behandling, hvis du ønsker det.
Formålet med tilbuddet er at hjælpe og støtte dig i at reducere eller stoppe dit misbrug, og støtte dig i en forandring i forhold til stofbrugets indflydelse på dit liv. Din behandling vil tage udgangspunkt i din konkrete situation.
Din behandling kan indebære én eller flere af følgende indsatser (serviceloven §101):
Råd- og vejledningssamtale
Når du kontakter Rusmiddelcenteret, vil du blive tilbudt en indledende råd- og vejledningssamtale med en af centrets konsulenter. Samtalen omhandler din aktuelle situation samt din motivation for at søge støtte. På baggrund af denne dialog foretager konsulenten en vurdering af dit behandlingsbehov, og der udarbejdes efterfølgende en behandlingsplan jf. servicelovens § 101, stk. 8 i samarbejde med dig baseret på dine ønsker til behandling.
Ambulant stofbehandling
Hvis du ønsker behandling, vil du blive tilbudt et individuelt behandlingsforløb hos en stofkonsulent med to til fire samtaler om måneden, og eventuelt på sigt et gruppeforløb. Efter samtaleforløbet kan du få tilbudt efterbehandlingssamtaler som opfølgning på de forandringer, der er sket gennem den hidtidige behandling. Hvert kvartal bliver dit behandlingsforløb gennemgået på en behandlingskonference som en del af den løbende opfølgning på din videre behandling.
Et samlet behandlingsforløb er som udgangspunkt op til 12 måneder.
Substitutionsbehandling efter sundhedslovens § 142
Substitutionsbehandling er en medicinsk behandling, der sker i samråd med en læge og varetages af sygeplejefagligt personale. Ansøgning om substitutionsbehandling skal behandles ved lægekonsultation indenfor 14 dage. Når du deltager i substitutionsbehandlingen, får du tilbudt et værested, og du kan også få hjælp til at få kontakt til andre relevante aktører jf. servicelovens § 141. Der vil i forbindelse med behandlingen løbende blive fulgt op på dit forløb både medicinsk og socialt.
Døgnbehandling
Døgnbehandling har til formål at tilbyde dig en særlig intensiv behandlingsindsats over en tidsafgrænset periode, hvor du har ophold på en behandlingsinstitution.
Døgnbehandling er kun en mulighed i særlige tilfælde, hvor du typisk har haft et længerevarende ambulant forløb, og hvor vi vurderer, at døgnbehandling vil være det bedste i din situation. At være i døgnbehandling er krævende, og det er vigtigt, at du er motiveret og parat til at arbejde intensivt med dig selv.
Hvis du visiteres til et døgnbehandlingsophold, har Viborg Kommune samarbejde med en bred vifte af behandlingsinstitutioner. Tilbuddene er udvalgt med henblik på at kunne matche dine behov og ressourcer med et konkret behandlingstilbud. Visitation sker udelukkende til døgntilbud, der er godkendt og registreret på Tilbudsportalen.
Ved døgnbehandling foretages løbende opfølgning, herunder løbende statusmøder.
Anonym, ambulant behandling (§101a)
Anonym, ambulant behandling er for dig med et behandlingskrævende stofbrug uden andre sociale problemer, som er tæt tilknyttet job eller uddannelse og ønsker at forblive anonym under hele forløbet.
Tilbuddet består af en afklarende, individuel samtale med en konsulent fra Rusmiddelcenteret efterfulgt af et fleksibelt gruppeforløb med løbende optag, typisk fordelt på 12 mødegange. Herefter er der tilbud om en individuel afsluttende samtale. Behandlingen finder sted uden for Rusmiddelcenteret og uden for ordinær arbejdstid.
Når du henvender dig til Rusmiddelcenteret, vil du blive visiteret til det tilbud, der vurderes at være det rette for dig.
Behandlingsforløbet starter inden for behandlingsgarantien, hvilket betyder, at du senest 14 dage efter din ansøgning om behandling til kommunen vil blive kontaktet af Rusmiddelcenter Viborg med henblik på at indlede den første samtale. Den første kontakt anses som opstart af behandling i henhold til servicelovens § 101 og behandlingsgarantien.
Du kan søge om behandling ved at henvende dig personligt, via mail eller telefonisk til Rusmiddelcenter Viborg.
Hvis du er blevet visiteret til et behandlingsforløb i Viborg Kommune, kan du vælge at blive behandlet på et andet offentligt eller privat behandlingstilbud, som er godkendt af socialtilsynet og registreret i Tilbudsportalen, jf. servicelovens § 14, stk. 2. F.eks. på et rusmiddelcenter i en anden by.
Du skal dog være opmærksom på, at det valgte tilbud skal være tilsvarende det, Viborg Kommune har visiteret dig til. Det betyder, at hvis du er visiteret til ambulant behandling, kan du vælge at blive behandlet på et andet offentligt, ambulant tilbud eller godkendt privat, ambulant behandlingstilbud. Du skal samtidig være opmærksom på, at det ikke nødvendigvis vil være alle godkendte behandlingssteder, som er relevante for det planlagte behandlingsforløb.
Du skal også være opmærksom på, at din ret til at vælge et andet behandlingstilbud kan begrænses, hvis hensynet til dig taler herfor, jf. servicelovens § 101, stk. 7.
Opfølgning på din behandlingsker i dialog med dig med afsæt i den behandlingsplan, der er udarbejdet.
Når dit behandlingsforløb er afsluttet, følger vi op senest 1 måned og igen 6 og 12 måneder efter afsluttet
behandling.
Vi har fokus på samarbejdet med dig, og du inddrages i beslutninger vedrørende dit liv. Vi sikrer bl.a, at du er inddraget i:
- Sagsbehandlingen/behandlingen
- I udarbejdelsen af behandlingsplanen
- I den løbende opfølgning på behandlingsplanerne.
Ambulant og substitutionsbehandling har ingen egenbetaling.
For døgnbehandling kan der fastsættes egenbetaling. Egenbetalingen er kun i forhold til kost og logi, ikke behandlingsudgiften.
Hvis du lader dig indskrive i døgnbehandling, uden forudgående visitation, skal du selv betale for opholdet.
Der kan klages over Rusmiddelcentrets serviceniveau, sagsbehandlingstider, din behandlingsplan, behandlingsgaranti og personalets optræden.
Klagen skal sendes til Rusmiddelcenter Viborg, Søndersøparken 7, 8800 Viborg, eller via sikker mail: sikkersso-beskaeftigelse@viborg.dk.
Der kan også klages over den sundhedsfaglige behandling. Denne klage skal sendes til Patientombuddet, der behandler klager over den faglige virksomhed i det danske sundhedsvæsen og klager vedrørende patientrettigheder. Klageskema og vejledning findes på Styrelsen for patientsikkerheds hjemmeside.
Rusmiddelcenter Viborg tilbyder i samarbejde med Familiecenter Viborg samtalebehandling til familier med børn i alderen 0-17 år, når forældrenes brug af rusmidler skaber problemer i familien.
Forløbet tilrettelægges ud fra den enkelte families behov, dog maksimalt 10 samtaler indenfor 6 måneder.
Samtalerne har til formål at hjælpe familien til at få afklaring på, hvordan forældrenes brug af rusmidler påvirker familien samt skabe fokus på forældreadfærd og børnenes behov - og derigennem udvikle gode måder at kommunikere og håndtere eventuelle konflikter på.
Rusmiddelcenter Viborg har et tilbud til dig/jer, som er pårørende til en med alkohol- eller stofmisbrug. Vi tilbyder også samtaler, selvom din/jeres pårørende ikke ønsker rusmiddelbehandling.
Rusmiddelcenter Viborg kan kontaktes på tlf. 87 87 75 75 alle hverdage mellem kl. 08.30 – 13.00, eller der kan sendes en mail til rusmiddelcentret@viborg.dk.
Tilbuddet er gratis og anonymt.
Rusmiddelcenter Viborg er beliggende i en tre etagers bygning i midtbyen med gode forbindelser til bus og tog.