Voksenlærling
Som virksomhed kan I ansætte en voksenlærling og have mulighed for at få tilskud til lønnen.
En voksenlærling er en medarbejder over 25 år, der tager en erhvervsuddannelse. Det kan enten være en ledig eller en af jeres nuværende medarbejdere uden en relevant uddannelse.
Når I ansætter en voksenlærling, får I en motiveret medarbejder med erfaring, som ofte kan tage ansvar fra starten.
Ordningen giver jer mulighed for at:
- opkvalificere jeres nuværende medarbejdere
- rekruttere nye medarbejdere
- bidrage til at sikre faglært arbejdskraft i fremtiden.
Tilskud til løn
I nogle tilfælde kan virksomheden få tilskud til lønnen. Om I kan få tilskud, afhænger af den enkelte persons situation. Tilskuddet kan enten være 45 kr. i timen i hele uddannelsesperioden eller 30 kr. i timen i op til 2 år.
Inden forløbet starter
Som arbejdsgiver skal I:
- indgå en uddannelsesaftale med den kommende lærling og en erhvervsskole
- udarbejde en ansættelseskontrakt
Ansøgning om tilskud
For at få tilskuddet skal I indsende en ansøgning via den digitale selvbetjeningsløsning VITAS senest én måned efter uddannelsesaftalens start.
I skal betale løn svarende til mindstelønnen for ufaglærte inden for det pågældende fag. Hvis ansøgningen godkendes, kan I få tilskuddet udbetalt. I skal selv søge om tilskuddet via virk.
Virksomheden skal være godkendt til at uddanne lærlinge. Hvis I ikke er godkendt eller er i tvivl, kan I kontakte den relevante erhvervsskole.
Kontakt
Har I spørgsmål til ordningen eller mulighederne for tilskud, er I velkomne til at kontakte vores hotline på tlf. 87 87 42 42.