start på hovedindhold

Arkitektfaglig projektleder til byudvikling og kommuneplanlægning

Vil du være med til at sætte retning for udvikling af Viborg Kommune?

En af vores gode kolleger er gået på velfortjent pension, og vi søger derfor en arkitektfaglig projektleder til byudvikling og kommuneplanlægning. Du skal kunne se de store sammenhænge og omsætte politiske ambitioner og langsigtede visioner til strategiske planer og konkrete projekter. Du får en central rolle i at sætte retning for kommunens fysiske udvikling og skabe gode rammer om det levede liv.

Viborg Kommune er arealmæssigt landets næststørste kommune og opgaverne som projektleder spænder bredt. Kommuneplanen sætter retning for både byudvikling, fortætning, arkitektonisk kvalitet og udvikling af kommunens mange byer og det åbne land.

Din rolle og dine opgaver

Du kan blandt andet være med til at gennemføre Planstrategi 2045, konkrete byudviklingsprojekter og tematillæg til kommuneplanen. På tværs af opgaverne skal du skabe et godt samspil med politikere, borgere og interessenter og være med til at føre visioner fra de første strategiske overvejelser til praksis.

Opgaverne afhænger af dine kompetencer og interesser (vi er ret gode til at lytte og tilpasse), men kan bl.a. være, at:

  • bidrage til Planstrategi 2045 - fra tilrettelæggelse af temamøder og politisk inddragelse til strategiske valg, færdigt grundlag og politisk behandling
  • indgå i strategiske byudviklingsplaner, helhedsplaner og konkrete udviklingsprojekter med blik for arkitektonisk kvalitet og fysisk formgivning
  • kommuneplanlægning i bred forstand, herunder kommuneplanrevision og tematillæg
  • omsætte politiske mål, analyser og udviklingstendenser til bystrategi, tydelige planmæssige greb, konkrete projekter og/eller anvendeligt plangrundlag
  • tilrettelægge og gennemføre processer, der skaber god dialog og et konstruktivt samspil med politikere, borgere, lokalsamfund, virksomheder, rådgivere og andre interessenter
  • sikre planfaglig og planjuridisk kvalitet og udarbejde klare beslutningsoplæg og politiske sager.

Du får selvstændigt ansvar for egne opgaver og projekter i tæt samarbejde med kolleger. Vi forventer, at du er fortrolig med rollen som projektleder og trives med det spændende ansvar, der følger med. Du kan tilrettelægge processer, skabe overblik og føre komplekse opgaver sikkert fra idé til resultat.

Hvem er du?

Vi forestiller os, at du er uddannet arkitekt eller urban designer og har erfaring med projektledelse, kommuneplanlægning og/eller byudvikling fra en kommune eller fra en rådgivervirksomhed, hvor du har samarbejdet tæt med kommuner. Du forstår og værdsætter den kommunale og politiske virkelighed og kan navigere mellem faglige hensyn, politiske ambitioner, lovgivning og forskellige interesser.

Vi lægger især vægt på, at du:

  • har et stærkt strategisk og rumligt blik og kan omsætte langsigtede visioner til arkitektonisk kvalificerede planer, fysiske greb, skitsetegninger og/eller anvendeligt plangrundlag
  • har kendskab til planloven, planjura og kommunale planprocesser
  • tager initiativ, arbejder struktureret og kan drive komplekse processer sikkert fra idé til resultat
  • kan planlægge og lede forløb med mange aktører og interesser uden at miste blik for helhed, kvalitet og detaljer
  • kommunikerer klart og præcist og gør komplekse planfaglige spørgsmål forståelige og relevante
  • samarbejder aktivt på tværs, bringer andre fagligheder i spil, deler viden og tager medansvar.


Et hold, hvor vi løfter i fællesskab

Afdelingen Strategi og Udvikling består af 20 kolleger i fem teams. Vi arbejder for en bæredygtig og strategisk udvikling af byer og landdistrikter – og for at Viborg Kommune er et godt sted at bo, leve og arbejde.

Du vil blive forankret i et af de fem teams i afdelingen, og din arbejdsflade rækker på tværs af afdelingens teams og til andre dele af Teknik & Miljø, blandt andet Byplanafdelingen. Vi ser tværfaglighed som en styrke og forventer, at du er nysgerrig på andres faglighed og bidrager aktivt til fælles løsninger. Du kan læse mere om afdelingen her: Kontakt Teknik & Miljø i Viborg Kommune - Viborg Kommune

Afdelingens værdier er organisering, mod, respekt og tillid. I praksis betyder det, at vi prioriterer opgaverne sammen, tør tage ansvar og bringe nye perspektiver i spil, møder hinanden ordentligt og giver plads til faglig sparring. Vi tror på holdånd og på at vi lykkes bedst, når vi hjælper hinanden, deler viden og tager medansvar.

Det får du hos os

Du får en fagligt spændende stilling med stort ansvar og mulighed for at præge den strategiske udvikling af en mangfoldig kommune med en smuk, historisk hovedby i vækst, en lang række mindre bysamfund og store sammenhængende naturområder. Du får selvstændigt ansvar, engagerede kolleger og gode muligheder for sparring og faglig udvikling. Vi tilbyder fleksible arbejdsvilkår med flextid og god mulighed for hjemmearbejde i et arbejdsfællesskab, hvor både opgaveløsning og samarbejde vægtes højt.

Løn og ansættelsesvilkår

Lønnen fastsættes på baggrund af gældende overenskomst og en konkret vurdering af din uddannelse, din dokumenterede erhvervserfaring samt dine faglige og personlige kvalifikationer. Viborg Kommune anvender objektive og kønsneutrale kriterier for lønfastsættelse i overensstemmelse med reglerne om lige løn for samme arbejde eller arbejde af samme værdi.

Forud for ansættelsen og indgåelse af lønaftalen har du mulighed for at modtage information om startlønnen i den konkrete stilling, som er baseret på objektive og kønsneutrale kriterier og i henhold til den relevante overenskomst. Du kan finde information herom på: KRL.dk.

Ansættelsesudvalg

  • Trine Ribergaard Skammelsen, Afdelingsleder Strategi og Udvikling
  • Vivi Hjortsø, Projektleder, Team VE- og Kommuneplanlægning, Strategi og Udvikling
  • Helle Gravesen, Programleder, Team Byudvikling, Strategi og Udvikling
  • Marie Bang, Planlægger, Planteamet, Byplanafdelingen


Vil du vide mere?

Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder for Strategi og Udvikling, Trine Ribergaard Skammelsen, på telefon 30 55 47 88. Send gerne en SMS, så vender hun tilbage.

Ansøgningsfrist: 19. november 2026.

Samtaler afholdes: 26. november 2026.

Hvis du ikke søger stillingen

Hvis du har læst opslaget, men ikke søger stillingen, vil vi sætte pris på, at du overvejer, hvem i dit netværk, der så kunne være kandidat og videresender opslaget til ham eller hende.

På forhånd 1000 tak for hjælpen!

Vi glæder os til at høre fra dig!

Søg jobbet nu