start på hovedindhold

Børne- og ungerådgivere til Familieafdelingen

Er du socialrådgiver eller socialformidler med erfaring fra det specialiserede børne- og ungeområde, og er du optaget af at skabe de bedst mulige betingelser for børn og unge med sociale udfordringer eller funktionsnedsættelser samt deres familier? Så er du måske den kommende kollega, som lander mellem engagerede og fagligt velfunderede kollegaer i Familieafdelingen i Viborg Kommune.

En af vores gode kollegaer har fået nye spændende muligheder i sit arbejdsliv – og en anden skal på barsel. Derfor er der nu mulighed for at søge en fast stilling i Familieteam Nord og/eller et barselsvikariat i Familieteam Handicap. Begge stillinger er på fuld tid og med opstart 1. januar 2027.

Som rådgiver hos os bliver du en del af Familieafdelingen, der er delt op i 5 teams: Front/Fremskudte, Familieteam Nord, Øst, Vest samt Familieteam Handicap. Du kommer til at varetage opgaver relateret til Barnets Lov. Det er vigtigt at understrege, at man bliver ansat i Familieafdelingen, og at vi er en samlet afdeling, som understøtter hinanden på tværs.

Som ansat hos os kan du forvente:

  • Mentorordning og intro-program for nyansatte
  • Flextid med gode muligheder for indflydelse på egen arbejdstid og hjemmearbejde
  • Fokus på faglig udvikling og retning
  • Supervision på sagsniveau
  • Faglig stolthed
  • Vi anvender DUBU som fagsystem og arbejder ud fra ICS-metoden
  • Understøttelse fra socialfaglige konsulenter, fagkoordinator og teamledere
  • Godt humør og masser af kage! Vi lægger stor vægt på den sociale trivsel i afdelingen.

Om dig

Du er uddannet socialrådgiver eller socialformidler og har gerne erfaring med myndighedsopgaver, gerne både fra børne- og familieområdet og handicapkompenserende ydelser. Hvis du er nyuddannet socialrådgiver, skal du dog ikke holde dig tilbage med at søge hos os.

Du trives med at arbejde selvstændigt, men er også god til at samarbejde bredt og har fokus på medinddragelse. Du er klar over, hvor vigtig systematik og struktur er for den daglige opgavevaretagelse.

Desuden forventer vi, at du

  • aktivt bidrager med dit faglige perspektiv og dit positive sind
  • er modig, ordentlig og dygtig
  • har organisatorisk tæft og forstår præmissen for at arbejde i en politisk styret organisation
  • har gode kommunikative evner
  • vægter inddragelse af borgerens perspektiv
  • kan sikre gode overgange med fokus på borgeren

Om os

Vi er cirka 85 glade, superdygtige og engagerede ansatte i Familieafdelingen, der har fokus på en god stemning i dagligdagen. Vi har det godt med hinanden og værner om det gode kollegaskab. Vi er fagligt ambitiøse, men vi er også rigtig gode til at støtte hinanden.

Vores fokus er rettet mod at skabe balance mellem den stabile, lovmedholdelige drift OG udvikling af driften. Vi vægter samtidig at være en fagligt velfungerende afdeling med plads til mangfoldighed.

I Familieteam Nord er vi 15 socialrådgivere og en teamleder. Vi varetager sagsbehandlingen, når der er truffet afgørelse om en støttende indsats i familien. Vi udarbejder børnefaglige undersøgelser, foretager opfølgninger på indsatser og udarbejder også indstillinger til børn og unge-udvalget i sager om anbringelse uden samtykke. Der forventes derfor en høj grad af systematik og struktur i det daglige arbejde.

Vi har en særlig opgave i at inddrage barnets perspektiv på mest skånsomme vis, samtidig med at vi hurtigst muligt skal have afklaret det nødvendige støtteniveau.

Som rådgiver i et Familieteam kommer du til at indgå i et team, hvor vi tilbyder hinanden tæt faglig sparring og kollegial opbakning i de meget forskelligartede opgaver, vi navigerer i.

I Familieteam Handicap er vi ca. 20 socialrådgivere fordelt i en Modtagelse og et Familieteam, en fagkoordinator og en teamleder. Vi har et særligt fokus på den helhedsorienterede, socialfaglige tilgang til sagerne. Vi ønsker at sætte fokus på, at alle børn skal have mulighed for et godt børne- og ungdomsliv, på trods af deres funktionsnedsættelser. Derudover arbejder vi systematisk med kvalitetssikring af juridisk velfunderede afgørelser jf. §§ 86 og 87 i Barnets Lov.

Derudover har vi særligt fokus på selvstændiggørelse og koordinering af overgangen fra barn til voksen, hvor vi indgår i et tæt, tværfagligt samarbejde med Socialafdelingen, Jobcentret og UU omkring den unge.

Vi har desuden et udpræget fokus på inddragelse af barnet i egen sag – herunder særligt de børn, som kan have svært ved at udtrykke sig, på grund af funktionsnedsættelser. Det ligger os meget på sinde, at særligt disse børn skal have en stemme i eget liv.

Fælles for hele afdelingen er, at vi sætter fokus på styrket inddragelse af børnenes perspektiv i sagerne samt at vi insisterer på et tæt samarbejde med vores nærmeste samarbejdspartnere, herunder Familiecenter Viborg, samt Døgn og Aflastning, Sundhedsplejen, PPL, skoler og dagtilbud.

Der praktiseres værdibaseret ledelse i hele Viborg Kommune, hvilket giver mulighed for råderum indenfor de gældende rammer. Disse fremgår blandt andet af vores kompetenceplan.

Rent fysisk har vi til huse på Viborg Rådhus, der med sin indretning i høj grad understøtter samarbejde på tværs af forvaltninger og kreative løsninger til gavn for vores borgere. Det tværfaglige samarbejde er en naturlig del af hverdagen i Familieafdelingen.

Ansættelse

Der er tale om 1 fast stilling på 37 timer pr. uge, samt et barselsvikariat på et år, ligeledes på 37 timer pr. uge. Stillingerne er til besættelse senest den 1. januar 2027.

Ansøgningsfristen er søndag den 18. oktober 2026. Ansættelsessamtaler afholdes den 22. oktober 2026.

Løn efter overenskomst og lokalaftale mellem DS og Viborg Kommune.

Der vil blive indhentet børne- og straffeattest inden ansættelsesstart.

Løn- og ansættelsesvilkår

Lønnen fastsættes på baggrund af gældende overenskomst og en konkret vurdering af din uddannelse, din dokumenterede erhvervserfaring samt dine faglige og personlige kvalifikationer. Forud for ansættelsen og indgåelse af lønaftalen har du mulighed for at modtage information om startlønnen i den konkrete stilling. Viborg Kommune anvender objektive og kønsneutrale kriterier for lønfastsættelse i overensstemmelse med reglerne om lige løn for samme arbejde eller arbejde af samme værdi, og i henhold til den relevante overenskomst. Du kan finde information om løn på: KRL

Vil du med på holdet?

Du er velkommen til at kontakte os, hvis du ønsker at høre mere om stillingerne:

Teamleder i Familieteam Handicap, Ida-Sofie Storm-Fredeløkke på telefon 20 23 22 84 eller teamleder i Familieteam Nord, Anne Rørbæk Christoffersen på telefon 93 59 80 29. Send gerne en sms først, så kontakter vi dig.

Vi ser frem til at læse din ansøgning!

Søg jobbet nu