start på hovedindhold

Kommunikationskonsulent

Kommunikationskonsulent med blik for mennesker, medier og maskinrum

Trives du med at bevæge dig mellem mennesker, medier og maskinrum? Kan du rådgive en leder, håndtere en pressehistorie, bidrage til nye kommunikationsfaglige veje og navigere budskaber fra komplekse dagsordener?

Så er det måske dig, vi leder efter.

Du har nu chancen for at komme med på Kommunikations hold i Viborg Kommune. Viborg er Danmarks næststørste kommune målt med lineal og samtidig en organisation med knap 7.000 ansatte. Det kræver masser af kommunikation, og vi søger en kollega med en bred kommunikationsfaglig værktøjskasse og lyst til at bruge den tæt på borgere og kommunens fagfolk og ledere.

Om jobbet

Som kommunikationskonsulent bliver du primær kommunikationskontakt for et af kommunens direktørområder. Du kommer tæt på ledelsesmæssige, faglige og politiske dagsordener, og rådgivning bliver en central del af dit arbejde.

Dine opgaver bliver blandt andet at:

  • rådgive ledere og medarbejdere om kommunikation og presse
  • udarbejde kommunikationsplaner, -produkter mv. og føre dem ud i livet sammen med andre
  • håndtere mediehenvendelser og bidrage til presse- og krisekommunikation
  • spotte historier, vinkler, målgrupper og de rette kanaler
  • producere og redigere indhold til web og intranet og levere input til sociale medier
  • bidrage til udviklingen af vores digitale kommunikation og brug af AI.

Du skal kort sagt have lyst til hele paletten. Du skal kunne sparre med en chef om en vanskelig sag, lægge en kommunikationsplan og håndtere en kritisk pressehistorie.

Samtidig skal du også selv kunne skrive, redigere en webside eller finde en god kommunikationsløsning sammen med et fagområde, så det giver mening og skaber værdi for borgerne og/eller kommunens ansatte.

Om dig

Du har en relevant kommunikationsfaglig baggrund. Det kan være, du er journalist. Men det vigtigste er, at du har en bred kommunikationsfaglig profil og med sikker hånd kan levere rådgivning og bygge relationer.

Du skal have erfaring med og en stærk forståelse for at arbejde med kommunikation i en politisk styret organisation. Du skal kunne navigere, når faglighed, ledelse, politik, borgere og medier mødes. Det kræver organisatorisk forståelse, dømmekraft og blik for både timing og relationer.

Vi forestiller os, at du:

  • har erfaring med kommunikationsrådgivning og kommunikationsplanlægning
  • skriver sikkert og kan gøre komplekse emner klare og relevante
  • har forståelse for presse og medier og kan begå dig, når en sag bliver kritisk
  • er hjemmevant på web og digitale kanaler
  • har et digitalt mindset og er fortrolig med MS365-universet, herunder SharePoint
  • er nysgerrig på og vant med AI og har blik for de rammer, der følger med offentlig kommunikation – fx samtykke og ansvarlig brug af digitale værktøjer
  • arbejder selvstændigt og struktureret og samtidig er en stærk holdspiller.

Vi tilbyder dig

Du bliver en del af et kommunikationshold, der arbejder med hele paletten af kommunikationsopgaver, markedsføring, web, grafik og video. Vi samarbejder og sparrer hele tiden med hinanden, og vi står klar til at lære af dig og lære dig alt det, vi kan.

Vi er vilde med bredden i vores opgaver og brænder for at gøre det godt og spille hinanden gode. Du vil opleve et fagligt stærkt og tillidsfuldt miljø med plads til grin i hverdagen.

Kommunikation er en stabsfunktion til kommunaldirektøren. Vi holder til på fjerde sal i rådhuset på Prinsens Allé 5 i Viborg med gode kolleger, god kantine og den skønneste udsigt.

Læs mere på om kommunen på viborg.dk - og mød os også på Facebook, LinkedIn og Instagram.

Om stillingen

Stillingen er på 37 timer ugentligt med løn efter gældende overenskomst. Ansættelse snarest muligt.

Vi holder samtaler den 17. september 2026.

Har du spørgsmål til jobbet, kan du kontakte kommunikationschef Lene Christensen på telefon 87 87 83 00

Søg jobbet nu