Pædagog til Den Gule Cykel

Pædagog søges til det fantastiske uventede
Pædagog til fritids- og ungdomsklubben Den Gule Cykel, 37 timer
Nogle mennesker bærer legens væsen i sig gennem hele livet. Fordi kreativitet og opfindsomhed skaber glæde og livskraft. Fordi den umiddelbare nysgerrighed rummer sin helt egen mening – og simpelthen bare fordi, de ikke kan lade være med at inspirere og bruge verden som deres livslegeplads.
Er du et af de mennesker? Og giver det mening for dig at bruge den egenskab som pædagogisk nøgle til at låse op for fællesskaber, livsmod, glæde og udvikling? Så er det måske dig, der er vores nye kollega i Den Gule Cykel.
Vi kalder det det fantastiske uventede, når gode idéer vokser, fællesskaber udvikler sig, og børn, unge og voksne sammen skaber noget, som ingen havde planlagt eller forudset. Det handler om at blive set, høre til og opdage nye sider af sig selv. Det er sådan, vi arbejder i fritids- og ungdomsklubben på H.C. Andersens Vej. Det er sjovt, det er udviklende og det er livsbekræftende.

Det gule univers
I Den Gule Cykel kommer børnene for at være sammen, lege og øve sig i livet og ungdommen. Her kommer de unge for at være sammen, opleve og øve sig i livet og tilværelsen. Vi kommer for at hjælpe dem på vej.
Der hænger en gul cykel over døren til klubben, der er omgivet af træer med hængekøjer, buskadser, natur forhindringer og masser af udfoldelsesmuligheder. Indenfor er der højt til loftet. Rummet er stort med en åben første sal, men det er indrettet som små øer af projekter, café og værksteder, man kan gå på opdagelse i. Bag hver en dør gemmer sig en lille verden skabt af børn og voksne i fællesskab. En salon, en stue, en bevægelsessal med huler og plads til boldspil og klatring …
Og så kan vi ikke være sikre på mere. Måske er græsplænen dækket af presenning og sæbe eller sand og parasoller. Måske står der en container omgivet af puder, man kan hoppe ned i. Måske arbejder vi på at få en gammel havelåge smedet om til en grillrist, og måske er der tændt op i en sauna, et bål, en svedehytte eller en keramikovn.
Pædagogik i forklædning
Legen, aktiviteterne og alle projekterne er camoufleret pædagogik. De er vores værktøjer. Vores metode til arbejdet med nærvær, udvikling, bevægelse i krop og sind og fællesskaber, hvor humor, leg og faglighed går hånd i hånd. Vi har fokus på de analoge fællesskaber, så det er særligt vigtigt for os at skabe et levende klubmiljø, hvor børn og unge kan udforske deres interesser, relationer og muligheder.
Vi er 5 glade faste medarbejdere om at løfte den opgave. Et stærkt lille hold af pædagoger, der hver især bidrager, tager ansvar og møder hinanden med respekt. Vi inspirerer og udfordrer hinanden fagligt, vi nyder godt af hinandens forskelligheder, deler erfaringer og finder løsninger sammen.
Nu er den ene af vores stole blevet ledig. Prøv at sætte dig til rette et øjeblik og se, om den passer til dig.
Opgaven
Du bliver en vigtig del af hverdagen med børn og unge og får samtidig mulighed for at sætte dit eget præg på klubbens udvikling. Blandt andet ved at:
- skabe stærke relationer og bidrage til trygge, inkluderende fællesskaber.
- tage initiativ til aktiviteter, ture og oplevelser, der vækker nysgerrighed og giver børn og unge lyst til at prøve noget nyt.
- have blik for børne- og ungegruppens trivsel og dynamikker og handle fagligt på det, du observerer.
- indgå i forældresamarbejde, også når samtalerne er svære, og kunne tage ansvar for relevante bekymringer og underretninger.
- deltage aktivt i faglige drøftelser og være med til at udvikle vores pædagogiske praksis.
- bidrage til et stærkt kollegialt fællesskab.
Hvem er du?
En uddannet pædagog. Af den alsidige slags.
- En holdspiller. Du samarbejder, deler idéer og tager ansvar for, at vi lykkes sammen.
- En initiativtager. Du får idéer, ser muligheder og har mod på at føre dem ud i livet.
- Et relations menneske. Du møder børn og unge med nærvær og nysgerrighed og har blik for deres behov og fællesskaber.
- Har et fagligt blik. Du kan observere trivsel og gruppedynamikker og handle på dem.
- Har lyst til at udvikle dig. Du bidrager konstruktivt til dialogen, tør udfordre vaner og er nysgerrig på andres perspektiver.
- Har noget på hjerte. Du har interesser, kompetencer eller idéer, som du har lyst til at dele med børn og unge.
Hos os er der plads til det, du brænder for, og dine idéer kan blive til konkrete oplevelser og fælles projekter. Det kan for eksempel være:
- Ture og lejre: Idrætscentre, lejrskoler og udlandsture.
- Kreative projekter: Byggeri med børnene, graffitikunst, keramik og idéer, der bliver til virkelighed.
- Outdoor og bevægelse: Mountainbike, kajak, klatring, sport og andre aktiviteter, der udfordrer og samler.
Det kan også være noget helt andet. Vi søger en kollega med egne interesser, engagement og lyst til at lære nyt sammen med børnene og de unge. Aktiviteterne vækker interessen, men det er relationerne og fællesskabet, der giver lyst til at komme igen.
Hvad tilbyder vi?
Et engageret team med plads til forskellige interesser og kompetencer.
- Indflydelse på aktiviteterne, hverdagen og klubbens udvikling.
- Faglig sparring og mulighed for at præge vores pædagogiske praksis.
- Mulighed for at bringe dine egne idéer og interesser i spil.
- Fleksibilitet i tilrettelæggelsen af arbejdet, herunder indflydelse på forberedelsestiden.
- En arbejdsplads med mod på at udfordre det velkendte og skabe nye muligheder for børn og unge.
- Vi er en del af Viborg Ungdomsskole, hvor der også er mulighed for at indgå i andre opgaver og samarbejder. F.eks. mentorarbejde, makerspace, teambuilding, outdooraktiviteter og kollegial sparring på tværs af fagligheder.
Skal stolen være din?
Er du i tvivl, så ring endelig. Vi vil gerne fortælle, hvad der gør vores klub til noget særligt.
Er du ikke i tvivl, så glæder vi os bare til at høre fra dig.
Du er også meget velkommen til et besøg, så du får mulighed for at opleve vores hverdag og møde os i vores fælles rammer.
Se evt. mere i nedenstående links.
Videoer og mere information:
Den Gule Cykel video:
https://drive.google.com/file/d/1PdhkgSXaWxeGgquWrMj1swtKKzzF8OFO/view?usp=sharing
Alvorlig sjov video:
https://drive.google.com/file/d/1e1jA4b-FDjC7Hq9R-cO9vSbdX5MEOHGu/view?usp=sharing
Hjemmeside:
https://viborgungdomsskole.dk/afdelinger/klubber/fritidsklubber-2/den-gule-cykel/
Kontakt
Christian Vestergaard, afdelingsleder – tlf. 51 49 08 39
Jakob V. Kristensen, områdeleder – tlf. 22 57 80 21
Praktisk information
- Stillingsomfang: 37 timer om ugen, primært dag- og eftermiddagstimer. Derudover indgår en ugentlig aftenåbning samt ture, arrangementer og lejre.
- Kvalifikationer: Pædagogisk uddannet.
- Løn og vilkår: Efter gældende overenskomst.
- Attester: Børneattest og straffeattest indhentes før ansættelse.
- Samtaler: 26.11.2026