Socialafdelingen søger 2 vikarer

Socialrådgivere/socialformidlere/sagsbehandler til 1-årige vikariater i Socialafdelingen - Viborg Kommune
Vil du være med til at sikre faglig kvalitet og styrke borgernes retssikkerhed i en tid med nye lovkrav?
I Socialafdelingen i Viborg Kommune søger vi 2 socialrådgivere, socialformidlere eller anden relevant administrativ uddannelse til 1-årige vikariater. Stillingerne er oprettet som følge af en lovændring og den deraf følgende opnormering på området.
Du bliver en del af en fagligt stærk myndighedsafdeling, hvor vi hver dag arbejder for at skabe helhedsorienterede løsninger for borgere med handicap, psykiske lidelser og sociale udfordringer. Her får du mulighed for at bruge både din socialfaglige og juridiske faglighed i komplekse sager, hvor kvalitet, dialog og retssikkerhed er i centrum.
Hvem er vi
Socialafdelingen er myndighedsafdelingen på socialområdet i Viborg Kommune. Afdelingen består af 19 socialrådgivere og socialformidlere, 2 administrative medarbejdere, 1 kontraktkonsulent, 1 fagkoordinator, 1 teamleder og 1 afdelingsleder. Vi varetager myndighedsopgaver inden for voksenhandicap, psykiatri og udsatteområdet og arbejder med en klar faglig retning, høj kvalitet i sagsbehandlingen og et tæt samarbejde både internt og med vores samarbejdspartnere.
Vi lægger stor vægt på faglig sparring, videndeling og et godt kollegialt fællesskab. Hos os står du aldrig alene med komplekse problemstillinger - vi hjælper hinanden og prioriterer løbende faglig udvikling.
Dine opgaver
Du bliver en del af et specialiseret fagområde, hvor du arbejder med sagsbehandling efter servicelovens § 100 om kompensationsydelse for borgere med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.
Dine opgaver vil blandt andet bestå af:
- behandling af ansøgninger om kompensationsydelse efter Serviceloven § 100
- udarbejdelse af faglige vurderinger og afgørelser med fokus på retssikkerhed og lovmedholdelighed
- beregning af kompensationsydelse og vurdering af dokumentation
- vejledning af borgere om regler og muligheder på området
- opfølgning på bevillinger og revurdering af eksisterende sager
Området er kendetegnet ved komplekse vurderinger, hvor du skal kunne kombinere socialfaglig indsigt med forståelse for lovgivning, økonomiske beregninger og administrative processer.
Det er derfor en fordel, hvis du har interesse for detaljerne i lovgivningen og trives med at arbejde grundigt, analytisk og struktureret.
Vi søger dig, der
- er uddannet socialrådgiver, socialformidler eller anden relevant administrativ uddannelse
- gerne har erfaring med myndighedsarbejde på voksenområdet
- har interesse for lovgivning og kan omsætte regler til konkrete løsninger for borgerne
- arbejder struktureret og kan bevare overblikket i komplekse sager
- trives med selvstændigt ansvar samtidig med, at du prioriterer samarbejde og sparring
- kommunikerer tydeligt og respektfuldt – både mundtligt og skriftligt
- har kørekort B
Hos os får du
- et spændende 1-årige vikariater i en afdeling med høj faglighed
- et stærkt kollegialt fællesskab med stor hjælpsomhed og sparring
- grundig introduktion, mentorordning og tæt faglig støtte
- mulighed for faglig udvikling inden for et specialiseret lovområde
- fleksible arbejdsforhold, herunder mulighed for hjemmearbejde
- en hverdag, hvor du gør en reel forskel for borgere med betydelig og varigt nedsat funktionsevne
En hverdag hos os
Din hverdag veksler mellem sagsbehandling, vurdering af dokumentation, beregning af kompensationsydelse, dialog med borgere og faglig sparring med kollegaer.
Løn og ansættelse
Der er tale om 1-årige vikariater på fuld tid med tiltrædelse snarest muligt eller efter aftale.
Lønnen fastsættes på baggrund af gældende overenskomst og en konkret vurdering af din uddannelse, din dokumenterede erhvervserfaring samt dine faglige og personlige kvalifikationer. Forud for ansættelsen og indgåelse af lønaftalen har du mulighed for at modtage information om startlønnen i den konkrete stilling. Viborg Kommune anvender objektive og kønsneutrale kriterier for lønfastsættelse i overensstemmelse med reglerne om lige løn for samme arbejde eller arbejde af samme værdi, og i henhold til den relevante overenskomst. Du kan finde information om løn på: KRL
Ved ansættelse vil der blive indhentet straffeattest.
Samtaler
Afholdes den 22. september 2026
Vil du vide mere?
Du er velkommen til at kontakte teamleder Pia Kammersgaard på telefon 20 91 04 81.
Vi glæder os til at høre fra dig.