start på hovedindhold

Vil du bruge din erfaring til at bringe mennesker /virksomheder sammen

Du kan komme med socialfaglig erfaring fra beskæftigelsesområdet, men du kan også have en baggrund fra erhvervslivet, fx inden for rekruttering, salg, HR eller virksomhedskontakt. Det afgørende for os er, at du kan skabe relationer, se muligheder og bygge bro mellem mennesker og virksomheder.

Vi leder efter dig, der kan skabe en god relation til borgeren og samtidig holde fokus på vejen mod job og selvforsørgelse.

Som jobrådgiver i Integrationsteamet følger du borgere på deres vej mod job, uddannelse og selvforsørgelse. Din hverdag spænder fra samtaler og beskæftigelsesfaglige vurderinger til virksomhedsrettede indsatser, myndighedsopgaver og samarbejde med relevante aktører.

Vi arbejder med en bred målgruppe. Nogle borgere er tæt på job eller uddannelse, mens andre har brug for en mere helhedsorienteret indsats. Fælles er vores tydelige fokus på job og størst mulig selvforsørgelse.

Vi arbejder ud fra Viborgmodellen og har fokus på en sammenhængende, ressourcefokuseret og helhedsorienteret beskæftigelsesindsats. Borgeren skal opleve ejerskab over egen plan, og vi arbejder blandt andet med en coachende og løsningsfokuseret tilgang.

Vi samarbejder tæt med virksomheder, uddannelsesinstitutioner, sprogskole, sundhedsområdet og øvrige samarbejdspartnere.

I vores arbejde lægger vi vægt på, at vi:

  • møder borgeren nysgerrigt, relationelt og ressourcefokuseret
  • arbejder målrettet med progression mod job og selvforsørgelse
  • har tæt kontakt og følger aktivt op på mål og indsatser
  • bruger virksomhederne aktivt og tænker dem ind som en naturlig del af indsatsen
  • arbejder helhedsorienteret med blik for beskæftigelse, sprog, kultur og hverdagsliv
  • hjælper hinanden og bringer forskellige fagligheder i spil.


Vi forestiller os, at du

  • har en relevant faglig baggrund. Du kan fx være socialrådgiver eller socialformidler, have erfaring fra beskæftigelsesområdet eller komme fra erhvervslivet med erfaring inden for rekruttering, salg eller virksomhedskontakt
  • er god til at skabe relationer og samtidig tydelig omkring mål og retning
  • har blik for muligheder på arbejdsmarkedet og lyst til at arbejde virksomhedsrettet
  • arbejder struktureret og kan håndtere samtaler, dokumentation, koordinering og myndighedsopgaver
  • er nysgerrig, har lyst til at lære og bidrager aktivt til det faglige fællesskab
  • har kørekort og er indstillet på, at en del af arbejdet foregår ude hos virksomheder og samarbejdspartnere.

Vi tilbyder

Hos os får du et stærkt fagligt fællesskab med plads til forskellige erfaringer og perspektiver. Du får:

  • grundig introduktion og oplæring
  • tæt faglig sparring med kolleger, fagspecialist og leder
  • en varieret arbejdsdag med ansvar og mulighed for at præge opgaveløsningen
  • et team med høj faglighed, arbejdsglæde og hjælpsomhed
  • mulighed for løbende faglig udvikling.

Løn- og ansættelsesvilkår

Lønnen fastsættes på baggrund af gældende overenskomst og en konkret vurdering af din uddannelse, din dokumenterede erhvervserfaring samt dine faglige og personlige kvalifikationer. Forud for ansættelsen og indgåelse af lønaftalen har du mulighed for at modtage information om startlønnen i den konkrete stilling, Viborg Kommune anvender objektive og kønsneutrale kriterier for lønfastsættelse i overensstemmelse med reglerne om lige løn for samme arbejde eller arbejde af samme værdi, og i henhold til den relevante overenskomst. Du kan finde information om løn på: KRL.

Yderligere information

Ansøgningsfristen er den 2. december 2026.

Ansættelsessamtaler forventes afholdt enten den 9. december 2026 eller den 10. december 2026 med deltagelse af leder, fagspecialist og medarbejderrepræsentanter.

Stillingen ønskes besat hurtigst muligt.

Har du spørgsmål til stillingen eller vil du høre mere om arbejdet i Integrationsteamet, er du velkommen til at kontakte Maria Dahl, leder af Integrationsteamet, på telefon 87 87 47 31.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Søg jobbet nu