Din kommende kollega er måske en robot, men der er stadig brug for dig
Kunstig intelligens skriver tekster, robotter bygger biler, og maskiner kan opdage fejl, før vi selv ser dem. Så hvad skal dagens skoleelever egentlig leve af om 10 år?
Pressemeddelelser
Svaret på det spørgsmål kan blandt andet findes i Tinghallen/Jet Sport Arena onsdag den 4. november, når Viborg Kommune sammen med det lokale erhvervsliv åbner dørene til Viborg Erhvervs- og Karrieremesse 2026.
Her vil 40 lokale virksomheder og 15 uddannelser give omkring 3.000 unge et bud på, hvordan netop deres fag ser ud om fem år. Og én ting er virksomhederne enige om: Der bliver stadig masser af spændende opgaver at bruge mennesker til.
Tænk selv og se med hænderne
Under temaet ”Fremtiden er kunstig, det er du ikke!” får elever fra 6. til 10. klasse mulighed for at prøve kræfter med forskellige fag, møde mennesker fra arbejdspladser i Viborg Kommune og blive klogere på, hvad der skal til for at få et bestemt job. Med simulatorer, maskiner og praktiske opgaver skal de unge ikke kun høre om fremtidens arbejdsliv. De skal i høj grad også opleve fagene i praksis og ”se med hænderne”.
– Der er stor forskel på at læse om et fag og selv prøve det. Når eleverne møder mennesker, der brænder for deres arbejde, og får lov til at bruge hænderne, kan de opdage muligheder, de slet ikke vidste fandtes. Det kan være med til at åbne deres øjne for nye interesser og gøre dem mere sikre på deres valg senere i livet. Derfor er det vigtigt, at vi allerede i folkeskolen bygger bro mellem undervisningen og verden udenfor, siger Eva Pinnerup (A), formand for Børne- og Ungdomsudvalget.
Hos Arla i Rødkærsbro kan eleverne f.eks. opleve moderne mejeriteknologi og selv forsøge at finde fejl, mens robotvirksomheden BILA viser, hvordan automatisering forandrer industrien. Begge steder er budskabet, at teknologien kan løse mange opgaver, men at menneskers ansvar, kreativitet og evne til at tænke selv også er afgørende i de kommende år.
Tidlige møder planter frø
Messen er en del af Viborg Karriereuger i uge 43-45, hvor skoler, ungdomsuddannelser og virksomheder samarbejder om at gøre de unge klogere på deres muligheder. Blandt aktiviteterne er uddannelsesaftener, åbent-hus-arrangementer og altså Erhvervs- og Karrieremessen, hvor virksomhederne har mulighed for at vise, hvor mange forskellige fag og karriereveje der findes lige i nærheden.
– Vi har et stærkt og alsidigt erhvervsliv i Viborg Kommune, og det skal vores unge kende til. Når virksomhederne viser, hvad de arbejder med, kan det plante et frø hos en elev, som måske bliver fremtidens fritidsjobber, lærling eller medarbejder. Samtidig får virksomhederne mulighed for at møde den næste generation og vise dem, at vi har brug for dem lige her. De behøver ikke at søge langt væk for at finde spændende uddannelser og job. Og det er da en kæmpe gevinst – både for vores unge mennesker og vores virksomheder, siger Anders Bertel (A), formand for Uddannelses- og Beskæftigelsesudvalget.
Blandt årets nye udstillere kan de mange gæster bl.a. møde den højteknologiske svineproducent Hendrix Genetics, bilforhandler og automekaniker Jørgen Laursen og ungdomsrådgivningen Headspace. De glæder sig - sammen med de andre standholdere - til at møde de unge og vise dem, hvordan en karriere i Viborg Kommune kan se ud.
På messen går flere virksomheder sammen om at fortælle om det, de har til fælles. Nævnenes Hus, Jyske Bank og IT-virksomheden Nova-C er f.eks. gået sammen under overskriften ”Os, der giver support” og viser, hvordan vidt forskellige arbejdspladser har brug for medarbejdere, der hjælper andre.
Erhvervs- og Karrieremessen løber af stablen onsdag den 4. november kl. 9.00 – 16.00 i Tinghallen/JetSport Arena i Viborg. 6.-9. klasserne kommer på besøg fra kl. 9.00 til 13.00, mens 10. klasserne, studerende på FGU og GF1 samt ledige i Viborg Kommune er inviteret fra kl. 13.00 til 16.00.
Og skulle mor og far have lyst at komme på besøg, er de også meget velkomne.
Se vedlagt kort over messeområdet samt de deltagende virksomheder og uddannelser.
Læs mere om Viborg Karriereuger og Viborg Erhvervs- og Karrieremesse på viborg.dk/karriereuger
Yderligere oplysninger
Eva Pinnerup (A), Formand for Børne- og Ungdomsudvalget
Tlf. 28 11 06 63 / mail: epi@viborg.dk
Anders Bertel (A), Formand for Uddannelses- og Beskæftigelsesudvalget
Tlf. 41 71 95 25 / mail: andb@viborg.dk
Christian Reslow,
Tlf. 87 87 48 04 / mail: chrr@jobcenterviborg.dk