start på hovedindhold

Enigt udvalg vil ændre skoledistriktsgrænse og forlænge pavillon-løsning

Distriktsgrænsen skal ændres fra skoleåret 2027/28, så nye elever bosat i bydelen Arnbjerg fremover hører til Søndre Skole. Samtidig har udvalget forlænget lejen af pavillonen på Møllehøjskolen i et år.

Pressemeddelelser
Møllehøjskolen
Møllehøjskolen

Børne- og Ungdomsudvalget i Viborg Kommune har nu et løsningsforslag til pladsmanglen på Møllehøjskolen i Bruunshåb.  

Fra skoleåret 2027/28 samles alle nye elever fra Arnbjergområdet på Søndre Skole i Viborg. Ændringen får ikke betydning for elever, der allerede går på Møllehøjskolen. De kan fortsætte til og med 6. klassetrin, hvorefter de overgår til Overlund Skole i udskolingen.  

Det er hovedindholdet i det forslag om ændring af distriktsgrænse mellem Møllehøjskolen og Søndre Skole, som Børne- og Ungdomsudvalget i Viborg Kommune sender i høring i perioden den 17. september til den 12. november 2026. Udvalget behandler høringssvarene på sit møde den 1. december, hvorefter det endelig forslag sendes til beslutning i Økonomi- og Erhvervsudvalget og Byrådet.  

Input fra dialogmøde med i processen 

Forslaget om ændring af skoledistriktet løser ikke pladsproblemerne på Møllehøjskolen på kort sigt. Den seneste elev- og klasseprognose viser, at der frem til skoleåret 2033/34 fortsat vil være flere end 14 klasser på Møllehøjskolen.  

- Forslaget om at ændre skoledistriktet er den langsigtede løsning på de kapacitetsudfordringer, vi oplever på Møllehøjskolen. Det skal ses i sammenhæng med, at en enig skolebestyrelse og det lokale samarbejdsudvalg (Lokal-MED) på skolen meget tydeligt har givet udtryk for, at de vil arbejde på at finde alternativer. Altså f.eks. steder uden for skolen, hvor undervisningen kan foregå, så længe vi har udfordringer med pladsen på Møllehøjskolen. Det bakker vi op om i udvalget, siger formanden for Børne- og Ungdomsudvalget Eva Pinnerup (A).  

På dialogmødet den 12. august i Møllehøjhallen kom der en række konkrete forslag til, hvor undervisningen kan foregå, og de forslag indgår som inspiration i den videre dialog mellem kommunen og skolen. 

Leje af pavillon forlænges  

Børne- og Ungdomsudvalget har samtidig besluttet at fortsætte med at leje skolens pavillon til og med skoleåret 2027/28 med mulighed for at forlænge endnu ét år. Samtidig skal eleverne, medarbejderne, skolens ledelse og skolebestyrelsen afsøge alternative løsninger til kapacitetsudfordringerne forårsaget af, at Møllehøjskolen fortsætter med 0.-6. klassetrin. Et arbejde udvalget vil følge tæt.  

Samtidig vil udvalget arbejde tæt sammen med skolens elever, medarbejdere, ledelse og bestyrelse om at finde alternative løsninger, som kan afløse pavillonen på længere sigt.   

- Vi har lyttet og har efter sommerferien justeret de hjørneflag, som vi havde sat op på dialogmødet. Det har vi gjort på baggrund af de klare udmeldinger, som skolebestyrelsen og medarbejderne har givet os. Derfor er jeg også meget glad for, at det er et enigt udvalg, som står bag forslaget om ændringen af skoledistriktet og beslutningen om at forlænge pavillon-løsningen, siger udvalgets næstformand Charlotte Kjærgaard (V). 

Yderligere oplysninger

Eva Pinnerup (A), Formand for Børne- og Ungdomsudvalget
Tlf. 28 11 06 63 / mail: epi@viborg.dk

Charlotte Kjærgaard (V), Næstformand for Børne- og Ungdomsudvalget
Tlf. 51 21 03 93 / mail: ckjae@viborg.dk

Lotte Junker Pedersen, Direktør, Børn & Unge
Tlf. 87 87 10 00 / mail: ljped@viborg.dk