Nye parkeringsskilte i betalingszonen er på vej op
Nu kan du se de nye p-skilte i midtbyen. Opsætningen er i gang som forberedelse til betalt parkering.
Nyheder

Viborg Kommune er i gang med at sætte nye skilte op i midtbyen som forberedelse til betalt parkering, der træder i kraft den 1. juli 2025. Skiltene markerer den nye betalingszone, hvor du fra juli skal registrere din parkering – også selvom du kun holder i kort tid.
De første to timer koster 0 kr., og derefter koster det 11 kr. i timen.
Parkeringen kan registreres i enten app eller ved en af de fem automater, der står centrale steder i midtbyen.
Betalt parkering skal gøre det lettere at finde ledige pladser tæt på butikker, turistmål og boliger – og samtidig give beboere og erhvervsdrivende mulighed for at parkere nær deres adresse med en årslicens.
Opsætning af de nye parkeringsskilte forventes afsluttet i løbet af uge 22.