Ungeløftets logo
start på hovedindhold

Task Force Viborg skifter navn til Ungeløftet – Viborg Erhvervsliv

Det lokale erhvervsnetværk, der hjælper flere unge i job og uddannelse, får nyt navn. Fremover hedder netværket Ungeløftet – Viborg Erhvervsliv.

Nyheder
Ungeløftets logo

Task Force Viborg har gennem flere år samlet virksomheder og Viborg Kommune om en fælles indsats for at hjælpe unge tættere på arbejdsmarkedet. Nu fortsætter arbejdet under navnet Ungeløftet – Viborg Erhvervsliv, og virksomhederne i det stærke netværk fortsætter med at inspirere hinanden - og andre virksomheder – til at gøre en konkret forskel for unge i Viborg Kommune.

Det nye navn udspringer af et ønske om at signalere, at netværket er en del af den samlede, lokale indsats under det landsdækkende initiativ ”Ungeløftet” .

Et stærkt samarbejde om unge

Bag Ungeløftet – Viborg Erhvervsliv står et netværk af lokale virksomheder, Jobcenter Viborg og erhvervsaktører, som sammen arbejder for visionen: "Sammen får vi unge i job." Netværket bygger videre på de erfaringer og relationer, der er skabt gennem Task Force Viborg.

Virksomhederne i netværket arbejder sammen med Viborg Kommune om at hjælpe unge mellem 15 og 29 år med at finde job, praktik eller uddannelse.

En lille indsats er en stor hjælp

Der findes mange muligheder for lokale virksomheder, der gerne vil give unge mennesker en hjælpende hånd, og ifølge virksomhedskoordinator Karin Nørgaard Sivebæk, behøver det ikke at være noget, der kræver en stor indsats:
- Det kan f.eks. være at tilbyde et ungt menneske nogle få lønnede timer om ugen. Eller det kan i første omgang bare være at vise sin virksomhed frem for unge mennesker, så de kan forestille sig, hvad det vil sige at være på en arbejdsplads eller i en bestemt branche.

Eksempler på andre indsatser, som har vist gode resultater, er forskellige former for virksomhedspraktik og den frivillige mentorordning.

Få mere at vide

Hvis du vil vide mere om netværket og mulighederne for at hjælpe, kan du læse mere om Ungeløftet – Viborg Erhvervsliv  eller skynde dig at kontakte:

Karin Sivebæk Nørgaard, Virksomhedsservice, Jobcenter Viborg
Tlf. 87 87 47 45 / Mail: k4n@jobcenterviborg.dk