Få hjælp til at stemme
Du kan få hjælp til at stemme på afstemningsstedet og i stemmeboksen. Nedenfor kan du læse mere om, hvordan du får hjælp til at sætte dit kryds.
Muligheder for hjælp til at stemme
På alle afstemningssteder og brevstemmesteder er der følgende hjælpemidler:
- en sort filtpen
- en ikke-håndholdt lup
- en ikke-håndholdt LED-lampe
Derudover er det muligt på brevstemmested Viborg Rådhus, afstemningssted Viborg og afstemningssted Houlkær at benytte:
- hæve-/sænkebord og
- forstørrelsesapparat med skærm (CCTV)
Alle har mulighed for at benytte brevstemmestedet Viborg Rådhus.
Vælgere med handicap eller nedsat førlighed har mulighed for at ansøge Borgerservice om at blive overflyttet til et andet afstemningssted i bopælskommunen.
Hvis du ønsker at skifte afstemningssted, kan du fra søndag den 12. maj 2024 indsende/aflevere ansøgningsskemaet om at skifte afstemningssted.
Download ansøgningsskemaet her. (link)
Frist for ansøgning
Ansøgningsskemaet skal indsendes/afleveres til Borgerservice i Viborg Kommune, Prinsens Alle 5, 8800 Viborg. Skemaet skal være os i hænde senest fredag den 31. maj, kl. 12.00.
Når din ansøgning er færdigbehandlet vil du få et skriftligt svar fra kommunen.
Reglerne for at blive overført til et andet afstemningssted på valgdagen, kan du læse mere om i ansøgningsskemaet.
Det kan oplyses, at alle afstemningssteder i Viborg Kommune er tilgængelige for handicappede.
Har du brug for hjælp til at sætte dit kryds, er der forskellige muligheder.
Du enten få hjælp af to valgtilforordnede eller valgstyrere til at hjælpe dig på valgstedet.
Du kan selv have en personlig hjælper med, som hjælper dig under stemmeafgivelsen i stedet for den ene valgtilforordnede.
Endelig er det også muligt for dig som vælger, i visse tilfælde at forlange, at få personlig bistand alene af en person, som du selv har udpeget.
Dog er der to betingelser, som skal være opfyldt for at du kan benytte denne mulighed:
- Du skal selv udtrykkeligt kunne tilkendegive dit ønske herom, og det må ikke kunne misforstås.
- Dit ønske skal være begrundet i en umiddelbart konstaterbar eller dokumenterbar fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse (konstaterbar: f.eks. brækkede lemmer, brug af kørestol, krykkestok, førerhund og lignende)
(dokumenterbar: f.eks. ledsagekort, p-kort udstedt af Danske Handicaporganisationer eller en lægeerklæring mm.)
Det er muligt på alle valgsteder at få hjælp til at stemme uden for valglokalet i egen bil.
Er du dårligt gående eller er du på grund af manglende førlighed, svagelighed eller lignende forhindret i at afgive din stemme inde i stemmelokalet, har du mulighed for at stemme umiddelbart uden for stemmelokalet f.eks. i en bil eller bus parkeret lige ved afstemningsstedet.
Der vil være tilforordnede på stedet, der kan være behjælpelige.