Visitator til hjælpemiddelområdet

Har du en sundhedsfaglig uddannelse, og vil du være en del af et engageret team, der varetager myndighedsopgaven inden for hjælpemidler og boligændringer?
Trives du med at arbejde selvstændigt, og kan du samtidig se dig selv indgå i en fagligt dygtig gruppe, som vægter dialog, sparring og vidensdeling højt? Så er du måske vores nye kollega.
Visitation Sundhed og Omsorg har et ledigt barselsvikariat som visitator på hjælpemiddelområdet med ansættelse fra den 1. oktober 2026 til 30. september 2027, eventuelt med mulighed for forlængelse.
Om os
Visitation Hjælpemidler er en del af Visitation Sundhed og Omsorg. Vi er 14 medarbejdere i teamet og har kontor på Viborg Kommunes flotte og moderne rådhus i et åbent kontorfællesskab. Her er vi placeret sammen med Visitation Pleje og Praktisk Hjælp, som vi også arbejder tæt sammen med. Vi tilbyder en varieret arbejdsdag, hvor du inden for aftalte rammer har stor indflydelse på tilrettelæggelsen af din arbejdsdag.
Om jobbet
Som visitator på hjælpemiddelområdet er den primære opgave at vurdere, hvilke hjælpemidler der bedst kan understøtte borgeren i at klare hverdagslivet så selvstændigt som muligt. Det er vores opgave at indgå i dialog med borgeren, dennes familie og det personale, der skal hjælpe borgeren, for at finde de bedst mulige løsninger. Samtidig skal vi sikre borgerens retssikkerhed og tildele støtte efter gældende lovgivning og praksis.
Du skal primært varetage myndighedsopgaver inden for generelle hjælpemidler efter servicelovens § 112 samt mindre boligændringer efter servicelovens § 116.
Derudover vil der blandt andet være opgaver inden for servicelovens §§ 113, 113 b og 117 a.
Da Visitation Hjælpemidler også samarbejder med visitatorerne på det plejepraktiske område, vil der indgå opgaveløsning på tværs.
Stillingen indebærer, at du i hverdagen skal varetage telefonfunktion, foretage funktionsvurderinger, træffe afgørelser, indgå i Kvikservice, køre på hjemmebesøg m.v.
Om dig
- du er uddannet ergo- eller fysioterapeut
- du har eventuelt visitatoruddannelsen og erfaring fra jobbet som visitator
- du har kørekort
- du kan og vil påtage dig rollen som myndighedsperson
- du har interesse for arbejdet med borgere, der har såvel fysiske som psykiske, kognitive og sociale udfordringer
- du kan arbejde selvstændigt og har samtidig gode samarbejdsevner
- du er i stand til at planlægge din egen arbejdsuge og være fleksibel i forhold til teamets fælles arbejdsopgaver
- du trives i en travl hverdag med mange forskelligartede opgaver
- du er god til at kommunikere både skriftligt og mundtligt
- du ser mødet og dialogen med borgere, pårørende og samarbejdspartnere som en central del af arbejdet
- du trives med administrativt arbejde og har erfaring med et omsorgssystem
- du kan bidrage til at styrke det tværfaglige samarbejde og de sammenhængende forløb
Hos os bliver du en del af en afdeling, hvor du får
- en værdibaseret ledelse, hvor vi lægger vægt på mangfoldighed, ordentlighed, dygtighed og mod
- en grundig introduktion til dine arbejdsopgaver og en erfaren kollega som mentor, så du kommer trygt og godt fra start
- et stærkt kollegialt fællesskab, hvor vi prioriterer samarbejde, trivsel og faglig udvikling
- et arbejdsmiljø med høj faglighed, gensidig sparring og plads til at bringe din viden i spil
- mulighed for at tilrettelægge din arbejdsdag fleksibelt under hensyntagen til afdelingens fælles opgaver
- mulighed for at få indflydelse på den faglige udvikling i afdelingen
- en arbejdsplads på Viborg Rådhus sammen med engagerede kollegaer, der ser frem til at byde dig velkommen i det tværfaglige fællesskab
Visitation Sundhed og Omsorg er en del af Omsorgsforvaltningen og består ud over Team Hjælpemidler af Team Praktisk Hjælp og Personlig Pleje samt Hjælpemiddelservice.
Omsorgsområdet i Viborg Kommune har som kerneopgave at samarbejde med borgerne om et selvstændigt, meningsfuldt og aktivt liv – hele livet. Det kræver, at vi arbejder efter fælles mål og retning, koordinerer vores ressourcer og aktiviteter – og på den måde skaber sammenhængende forløb for borgerne.
Viborg Kommune har et stærkt fokus på rehabilitering og på at give hver borger mulighed for mest mulig selvbestemmelse og livskvalitet uanset funktionsniveau. Viborg Byråd har med strategien Sammenhængsmodellen sat en fælles retning for alle forvaltninger i Viborg Kommune.
Løn og ansættelsesvilkår
Lønnen fastsættes på baggrund af gældende overenskomst og en konkret vurdering af din uddannelse, din dokumenterede erhvervserfaring samt dine faglige og personlige kvalifikationer. Forud for ansættelsen og indgåelse af lønaftalen har du mulighed for at modtage information om startlønnen i den konkrete stilling. Viborg Kommune anvender objektive og kønsneutrale kriterier for lønfastsættelse i overensstemmelse med reglerne om lige løn for samme arbejde eller arbejde af samme værdi, og i henhold til den relevante overenskomst. Du kan finde information om løn på: KRL
Stillingen er på 37 timer ugentligt eller efter aftale. Stillingen er aflønnet efter principperne i ”ny løn”.
Der vil ved ansættelsen blive indhentet straffeattest.
Samtaler
Ansættelsessamtaler afholdes torsdag den 27. august 2026.
Yderligere oplysninger
Du kan få yderligere oplysninger ved at kontakte teamleder Mathilde Kjær Grønbæk på telefon 25 46 84 83.